Gerber Bear Grylls Ultimate Fine Edge Kniv - Review

Så er tiden kommet til mit første review af knive. Denne gang skal vi kigge lidt nærmere på Gerber's Ultimate Fine Edge Kniv i deres Bear Grylls serie af mange produkter. Ultimate Fine Edge hører til gruppen af "overlevelsesknive" - det betyder ikke du kan overleve hvad som helst med den i hånden, du bliver nødt til, at lave lidt selv..

For de som ikke kender Bear Grylls, så er han en tidligere SAS soldat som i mange år har lavet overlevelsesprogrammer og lign. på tv. (Han er kendt for at spise mange klamme ting for at overleve). Han begyndte for nogle år siden et samarbejde med Gerber, for at producere en masse outdoor produkter, primært med henblik på overlevelsesudstyr - eller udstyr til brug i naturen.

Jeg er aldrig i overhængende fare som naturfotograf, men det hænder at jeg har brug for en kniv, enten til at forberede brændsel til et bål eller andet hvor en kniv er handy. Når det så er sagt, så er denne kniv IKKE LOVLIG at rende rundt med på åben gade - det er en brugskniv som kræver tilladelse og som kun bør bæres til og fra stedet hvor man er -  f.eks brug i skov, fiskeri eller jagt. Kniv loven i Danmark skal ikke spøges med, den kan give ret store domme, hvis man vifter med denne type kniv offentligt. Med juraen på plads, så lad os tage et nærmere kig på kniven..

Nu er Gerber ikke et begynderfirma indenfor knive og det mærkes også med samme man får kniven i hånden. Den er tung, ligger godt og bladet går hele vejen igennem skæftet, afsluttes med en bund som kan bruges til at slå søm i med, ødelægge glas, is m.v. Selve grebet er lavet af et gummimateriale som er ribbet, hvilket gør at kniven har et godt greb, selv når ens hænder er våde. Der er ydermere lavet 3 huller, så man kan montere kniven ved at binde den fast på en gren og dermed lave et spyd, til jagt eller fiskeri. Selve bladet er sort og den finish holder faktisk ret godt. Jeg har nu brugt kniven i et års tid og det er ikke meget der er slidt af bladet. Mit er primært slidt af da jeg kløver brænde med kniven..

Da det nu er en overlevelseskniv, så har Gerber og Bear Grylls valgt at lade et strygestål være en del af kniven, det er monteret på selve skeden og kan stryges på ryggen af kniven, hvor der er fræset et stykke fri, netop til denne funktion. Det fungerer udemærket, men jeg synes dog at stålet er lidt for kort og at kniven bliver for stor når man skal stryge nedad i brændsel. Bruger man ofte strygestål, så vil jeg anbefale at købe en løs bålstarter. Gerber og Bear Grylls laver selvfølgeligt også sådan en men der findes også mange andre modeller.

Udover bålstarter, så har Bear Grylls lavet en Pocket Survival Guide, som kan foldes sammen og gemmes i en lille lomme bag på skeden, hvor der også står nogle hurtige tips til hvordan man kalder på hjælp ved hjælp af arm og kropssignaler. I selve lommeguiden, forklares lidt om forskellige overlevelsesprioriteter som f.eks: Tøj/beskyttelse mod elementerne, hvordan man laver et shelter og ild. Lidt om signalering efter hjælp, hvordan man laver en primitiv fælde og vigtigst af alt, hvordan man får vand. I en overlevelsessituation, så er det altid "Beskyttelse - Redning - Vand - Mad" som er de første vigtige prioriteter, som Bear Grylls beskriver. Nå, nok om overlevelse..

Selve skeden er konstrueret af stærk webbing og med en plastoverdel hvor kniven låses fast nede i. Kniven kan sagtens sidde fast uden at man spænder velcrobåndet om selve skæftet, så man hurtigt kan få adgang til den. I bunden har Gerber placeret et primitivt slibestål/sten. Jeg valgte dog ved bestilling, at få en decideret kniv sliber med, også fra Gerber/BG. Sliberen er meget nemmere at anvende. Ved at lægge den på et fast underlag, kan man trække kniven igennem, først på den grove side (mørke) og dernæst på den fine (lyse) side. Som udgangspunkt er kniven skarp fra fabrikken, dog ikke "sindsyg" skarp.

Det er nemt at slibe den skarpere men det bliver aldrig en super skarp kniv man kan barbere sig med, dertil er stålet alt for tykt og groft. Kniven er som nævnt baseret på en overlevelsessituation, hvor den skal kunne klare mange strabadser som at hugge tykke grene, trækkes gennem vand, mudder m.v. Kniven er også så hårdfør, at den kan bruges til at kløve større stykker træ med. Sætter man kniven på et stykke brænde, kan man med at andet stykke banke kniven igennem og derved kløve til mindre stykker. Skulle det blive for hårdt, så laver Gerber og Bear Grylls, selvfølgeligt også en Hachet (lille økse) til den slags.

Den opmærksomme læser har måske bemærket at der er noget andet på kniv sliberen og det er korrekt. De runde aflange "rør" på siden er til at slibe de knive med "serrated blade", eller frit oversat, franskbrødsknive/takkede blade. Gerber laver også en Ultimate kniv men med sådan et stykke takket blad, som fylder ca. halvdelen af bladet. Der er mange for og imod debatter omkring disse knive, men hvis man skærer i meget tovværk, så er er det takkede blad rigtig godt, har jeg ladet mig fortælle. Omvendt så er det ofte bedst med et rent "fine edge" blad, hvis man hugger meget med kniven, hvilket jeg gør.

Den lille dims på snoren kommer faktisk fra selve kniven, jeg har bare flyttet den. Det er en lille fløjte man kan kalde hjælp med - og har man glemt sin SOS, så har Bear Grylls sørget for at det står på hylsteret.

Alt i alt, så synes jeg at Gerber og Bear Grylls har lavet en solid og pålidelig kniv. Kvaliteten er høj og kniven er en arbejdshest. Jeg har som sagt brugt den et års tid og jeg er faktisk glad hver gang jeg bruger den i naturen eller bare i haven. Den hugger nemt fingertykke grene i ét hug og den kan også kløve mindre brændestykker uden problem. Det er som nævnt ikke verdens skarpeste klinge, dertil vil jeg anbefale at kigge efter andre modeller fra Gerber eller andre producenter.

Men, hvis du leder efter en "opgraderet og avanceret spejderkniv", men ikke vil smide flere tusinde kroner efter en kniv - og bare har behov for en solid og sikker "makker" i rygsækken når du er på tur, ja så er Gerber Bear Grylls Ultimate Fine Edge et rigtig godt bud.

Skulle du undre dig over den orange farve, så er den faktisk ret smart tænkt. Hvis du taber din kniv eller lægger den fra dig, så er den meget nemmere at få øje på end hvis den f.eks er grøn eller sort.

Score: 8 / 10 (Der findes bedre knive på markedet, men denne er en solid makker i rygsækken.)

Link til: Gerber Gear / Bear Grylls

Obs: Alle billeder i artiklen er mine egne, der bruges ikke officielle produktbilleder. Billedere er underlagt ophavsret og må ikke kopieres og anvendes andetsteds, uden forudgående aftale. Overtrædelse af dette vil føre til erstatningssag.