Wetterlings Hunters Wachet - Review

Jeg har igennem lang tid anvendt en lille økse fra Amerikanske Gerber, deres Bear Grylls Hatchet, men følte at nu var tiden kommet til en opgradering. En økse kan i mange tilfælde undværes hvis man har en stor og kraftig kniv, men der er mange opgaver i naturen eller haven, hvor en solid og skarp økse klarer opgaverne væsentligt bedre. I takt med min stigende interesse for bushcrafting har jeg også fået kendskab til mange forskellige værktøjer - et af disse er Wetterlings økser. Der er bare noget over svenske produkter og præcis som med svenske Morakniv så er Wetterlings absolut ingen undtagelse, det er noget solidt kram!

Der skal ikke herske nogen tvivl, denne økse er så skarp, så man næsten får kuldegysninger, første gang man pakker den ud. Min Gerber var også skarp, men denne her er sindsyg skarp! Skarpheden kombineret med vægten på hovedet og det længere skaft gør, at den bare suser igennem træet, med meget mindre energi end da jeg brugte min lille Gerber.

Skaftet er lavet i ægte Hickory træ, det er behageligt at holde på og får langsomt en fin finish efterhånden som det bliver brugt. Der medfølger en fin læderskede til øksehovedet og den fungerer fint. Øksen er tilpas i størrelse og vægt til, at man kan have den med i en mindre daypack rygsæk. 

Generelt har jeg ikke noget at udsætte på den. Så længe man er klar over, at én økse ikke kan klare alle opgaver, så får man her en super økse i lækker kvalitet som ligger niveauet over en lille hatchet som eksempelvis Gerbers Bear Grylls. Til en pris på under 500 kroner, så får man virkeligt noget svensk kvalitet.

Score: 10 ud af 10 (Det er en fin og meget skarp økse som leverer hvad den skal!)

Link til: Wetterlings / Bushcraftbutikken.dk

Obs: Alle billeder i artiklen er mine egne, der bruges ikke officielle produktbilleder. Billedere er underlagt ophavsret og må ikke kopieres og anvendes andetsteds, uden forudgående aftale. Overtrædelse af dette vil føre til erstatningssag.